En e-mailudveksling med en medarbejder i Statsradiofonien.
22.04.2006: 4 spørgsmål til Asmaa Abdol-Hamid: (Studievært i Adam og Asmaa, DR2)
Du giver udtryk for at du ikke ser noget modsætningsforhold mellem at være troende muslim og at hylde danske værdier.
Antag at man ser FNs menneskerettighedserklæring som udtryk for danske værdier (dem har Danmark tiltrådt og Danmark tilstræber at overholde dem).
1): Mener du så Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC´s erklæring om menneskerettighederne i islam (Cairo-deklarationen af 1990) kan ses som udtryk for muslimske værdier?
2) Mener du FNs menneskerettigheder og OICs menneskerettigheder i islam er forenelige, så begge konventioner kan gælde i et samfund samtidigt?
3) Hvis man ikke kan tilslutte sig Cairo-deklarationen, betyder det så, at man dermed også har forkastet væsentlige dele af islam?
4) Hvis DU skulle vælge hvilket sæt menneskerettigheder der bør gælde i Danmark, vil du så vælge FNs eller OICs?
Den danske befolkning er ved flere folkeafstemninger blevet bedt om at tage stilling til store komplicerede traktater og lignende. Cairo-deklarationen fylder kun 3-4 sider og kan læses på dansk på min weblog: http://www.taqija.blogspot.com/
med venlig hilsen
Finn Boserup
****************************
23.04.2006:
Kære Finn
Jeg har sendt din mail videre til Asmaa. Jeg kan ikke love dig, at hun får tid til at svare.
Jeg har sagt til hende, at hun ikke behøver at prioritere at svare dig, da du på din blog erklærer dig som islamofob og næppe er reelt interesseret i en dialog, idet du formentlig pr. definition vil mene, at hun er fuld af løgn.
MVH
Arne Notkin
Redaktionschef, DR2 - DEADLINE - DR NYHEDER
****************************
23.04.2006: Emne: Afvisning af dialog
Kære Arne Notkin
Det er med dyb undren jeg modtager din forudindtagede mening om min vilje til dialog, alene ud fra at du ser jeg erklærer mig som islamofob.
Du har tydeligvis ikke læst min kronik "Jeg - en islamofob" hvori jeg gør nærmere rede for mit synspunkt.
Hele kronikken kan du finde her:
http://taqija.blogspot.com/2006/04/jeg-en-islamofob.html
men hvis du ikke gider læse det hele så har du sidste afsnit her:
"Dyb skepsis over for, og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet. På den anden side, hvis antipatien mod islam er velbegrundet bliver den stemplet af FN's specialrapportør for racisme som intellektuel legitimering af islamofobi. Den konverterede kristne afghaner Abdul Rahman, skal nu mentalundersøges. Det samme skal jeg måske engang, idet jeg nu uden blusel erklærer mig som - en islamofob.
Om denne kronik er udtryk for intellektuel legitimering eller syge tanker, vil jeg lade Dem, min gode læser om at afgøre. Selv om ordet "islamofob" oftest bliver udslynget med foragt i stemmen, så vælger jeg som humanist og demokrat at opfatte det som en hædersbevisning, hvis nogen skulle betegne mig som - en islamofob."
Iøvrigt minder din afvisning af mit ønske om dialog mig om den reaktion, der mødte Dr. Wafa Sultan i en TV-debat på Al Jazeera.
Her bliver hun afbrudt af en imam, der siger: "Er du kætter? Du er en kætter. Der er ingen grund til at lytte til dig!"
Interviewet kan også ses på min weblog.
Så igen: har jeg forstået dig ret, hvis du ikke mener der er grund til at gå i dialog med mig, fordi jeg er skeptisk overfor islam?
med venlig hilsen
Finn Boserup
***************************
23.04.2006: Emne: SV: Afvisning af dialog
Kære Finn
Jeg afviser ikke dialog. Jeg har gjort Asmaa opmærksom på, at hun ikke behøver at prioritere et svar til dig inden for den svarfrist, som vi tilstræber.
Min erfaring fra samtaler med andre erklærede islamofober, der - som du - mener, at muslimer har pligt til - ret til - at lyve, er jo, at de kun vil tro på en muslim, dersom de erklærer, at de kun pønser på at komme til at omskære alle ikke-muslimer - helst ved roden. Hvis de, som Asmaa, erklærer sig som modstander af f.eks. stening, så hævder man, at de lyver. Og hvorfor skulle hun så prioritere en dialog?
Men du er måske parat til at stole på Asmaa, hvilket jo er forudsætningen for nytten af en dialog?
Med venlig hilsen
Arne Notkin
Redaktionschef, DR2 - DEADLINE - DR NYHEDER
****************************
23.04.2006: Emne: Re: SV: Afvisning af dialog
Arne Notkin
Nu skal jeg ikke stå til regnskab for hvad andre islamofober mener om forstillelse eller omskæring, men tonen i dine insinuationer bryder jeg mig ikke om.
På min weblog har jeg ganske vist gjort opmærksom på at taqija er en mulighed der står åben for muslimer, hvis de er i en presset situation, og at lærde inden for islam legitimerer den praksis. Det er jeg ikke bekendt med forekommer indenfor andre religioner eller samfundsdoktriner. Om Asmaa vil føle sig presset af mine spørgsmål, synes jeg vi skal lade hende selv gøre rede for.
Du kan evt. læse mere om begrebet her: http://www.ismaili.net/histoire/history04/history405.html
Når det så er sagt, så er jeg oprigtigt interesseret i at høre Asmaa´s svar på mine seriøse spørgsmål.
med venlig hilsen
Finn Boserup
p.s. Har du noget imod, hvis jeg referer denne korrespondence, i et læserindlæg eller lignende?
***************************
23.04.2004: Emne: SV: SV: Afvisning af dialog
Finn
Det glæder mig, at du er oprigtigt interesseret i at høre Asmaas svar.
Jeg er mig ikke bevidst, at jeg insinuerer eller anlægger en bestemt tone. Jeg har hæftet mig ved, at du præsenterer dig som islamofob og lader din blog pryde med et budskab om, at islam legitemerer at muslimer kan eller skal lyve. I min ordbog svarer det til, at man præsenterer sig som nazist eller antisemit og hævder, at jøder er fulde af løgn. Helt ærligt, hvor interesseret tror du, at en rabi ville være i en dialog på det grundlag?
Det står dig naturligvis frit for at gengive vores mail-veksling.
Med venlig hilsen
Arne Notkin
Redaktionschef, DR2 - DEADLINE - DR NYHEDER
************************
24.04.2006: Emne: Underlig sammenligning
Kære Arne Notkin
I din seneste mail sammenligner du mig med en nazist. Det vil jeg gerne have lov at kommentere, idet jeg mener nazismen er en af de mest afskyelige ideologier mennesket her fostret.
Mange mennesker definerer sig selv / kan defineres, som tilhørende en bestemt gruppe, ud fra et ideologisk ståsted. Der er nazister, muslimer, socialdemokrater, ateister og så videre. I mange ideologier opstår der termer hvor man definerer sig selv i forhold til andre grupper: kommunismen deler mennesker i proletarer, borgerskab og kapitalister; nazister deler mennesker i ariere og "untermenchen" (som består af flere underkategorier så som sindsyge, kriminelle, homofile, negere og jøder). Islam deler bl.a. mennesker i muslimer og vantro (dog er "bogens folk" næsten lige så gode som muslimer og frafaldne muslimer er værre end de vantro).
Langt de fleste kommunister, nazister, muslimer er/har sikkert været fredselskende, men deres ideologier har indeholdt/indeholder nogle uheldige elementer, som under de forkerte omstændigheder har ført store ulykker med sig:
Et element af overlegenhed: "vi" er bedre end "de andre"
Et mål om verdensherredømme: det kommunistiske verdenssamfund eller muslimernes umma.
En idé om at sidde med opskriften på det perfekte samfund og en "ret" til at nå sit mål med vold: når blot "de andre" er omvendt eller ryddet af vejen, om det så er kapitalister, undermennesker eller vantro, så har "vi" nået det perfekte samfund, som skal vare evigt: 1000-års riget, proletariatets diktatur eller det verdensomspændende kalifat.
Jeg tager afstand fra alt som er totalitært, om det så er Hitlers idéer om den ariske races overlegenhed og behov for "lebensraum" eller Allahs uforanderlige opskrift på det perfekte samfund.
Jeg kalder mig ateist fordi jeg ikke tror på nogen gud, men jeg kunne også have kaldt mig humanist, fordi jeg tror på mennesket.
Jeg kalder mig islamofob, men jeg kunne sådan set også have kaldt mig anti-fascist, for jeg vil have lov til at tvivle, stille spørgsmål, provokere og vælge selv. Det mener jeg ikke ideologien islam åbner mulighed for.
Vær venligst opmærksom på at jeg forholder mig til ideologierne og ikke menneskene bag. Jeg hader nazismen - ikke tyskere. Jeg er islamofob og ikke muslimofob.
Så når du sammenligner min attitude til islam, med en nazists forhold til en rabbiner mener jeg du stiller det helt på hovedet.
Hvis vi endelig skal blive i den æra, så vil jeg hellere sammenlignes med en polsk jøde, der spørger en nazist: "Hvad mener I egentlig med jeres begreber "untermenchen", "lebensraum" og "endlösung"? Er det noget jeg behøver frygte?"
Med islamismen idag ser vi at muslimer med vold, og trusler om vold, fremfører holdningen: MIN gud siger... derfor SKAL DU...
Er det noget vi behøver frygte?
med venlig hilsen
Finn Boserup
p.s. Du (og andre) kan følge vores lille meningsudvikling på min blog.
************************
24.04.2006: Sv: Underlig sammenligning
Kære Finn
Nogle af dine synspunkter vinder - ved nærmere bekendtskab - også min personlige sympati. Men måske skulle det give dig stof til eftertanke, hvordan jeg reagerede ved din præsentation af dig selv som islamofob (islamhader), titlen på din blog og dens motto, der pr. definition fratager muslimer enhver troværdighed.
Over and out.
Med venlig hilsen
Arne Notkin
Redaktionschef, DR2 - DEADLINE - DR NYHEDER
************************
24.04.2006: SV: Underlig sammenligning
Kære Arne
Bare lige en lille korrektion: en islamofob kan bedst oversættes til en der er bange for islam; ikke en der hader islam. Fobi er sygelig angst.
Har man angst for noget, f.eks. arachnofobi, vil man reagere voldsomt ved synet af en edderkop. Hovedparten vil reagere ved højlydt at gøre opmærksom på edderkoppen, der opleves som en fare. Andre vil søge bort. De færreste vil kunne angribe edderkoppen, da det jo medfører risiko for nærkontakt. For en person med arachnofobi gælder det først og fremmest om at lære sig at kende forskel på farlige og ufarlige edderkopper (hvad 99% af dem faktisk er). Dernæst må personen vænne sig til at abstrahere fra de ufarlige og reagere rationelt på de få farlige.
At islamofob så i daglig tale er udvidet til også at blive brugt om kritikere af islam, der ikke er syge i hovedet, er en anden sag.
over and out
Finn
************************
Lagt på www.nordjyske.dk søndag d. 25-06-2006 kl. 04:00
Anstrengt forhold til sandheden
Af Arne Notkin redaktionschef, Deadline, DR 2, DR Nyheder AEN@dr.dk www.dr.dk/deadline
DIALOG: Under overskriften ”Ønsker DR2 reelt en dialog” anklager Finn Boserup søndag 18.6. mig og DR2 for at nægte at gå i dialog med ham. Det er en højst besynderlig anklage, eftersom som jeg hele fire gange har besvaret hans mails.
I min ordbog er det et udtryk for en dialog, så det basker. DR og jeg har diskuteret og korresponderet med flere hunderede seere i forbindelse med debatserien ”Adam og Asmaa”. Vi har stillet op til interviews og til debatarrangementer. Det har bestemt ikke skortet på vilje til dialog fra vores side.
Finn Boserup, der i en overskrift på sin blog (hjemmeside) erklærer sig som islomafob (islamhader), anklager mig også for at have opfordret Asmaa Abdol-Hamid til at undlade at besvare hans henvendelse. Igen manipulerer Finn Boserup. Jeg har blot oplyst Finn Boserup om, at jeg har sagt til Asmaa Abdol-Hamid, ”at hun ikke behøver at prioritere at besvare” hans mail indenfor DRs normale tidsfrist. Jeg har altså ikke opfordret hende til ikke at svare. Men blot fortalt hende, at hun ikke behøvede at skynde sig med at svare.
Finn Boserup ømmer sig over, at jeg har sammenlignet ham med en nazist. Men jeg har nu blot draget en parallel. Hvad forventer han egentlig, når han i en overskrift præsenterer sig som ”islamofob”? Det tilskynder i hvert fald lige så lidt til dialog med muslimer, som når et menneske, der søger dialog med en rabbiner, erklærer sig som ”nazist”. Min pointe er ganske enkelt, at det er lige så svært at kommer i dialog med muslimer, når man som Finn Boserup i en overskrift erklærer sig som islamofob, som det forhåbentlig et for en erklæret pædofil at komme i dialog med børn.
”Taqija” kalder Finn Boserup sin hjemmeside. ”Taqija” tolkes af Finn Boserup og andre islamkritikere som en generel religiøs tilladelse eller ligefrem opfordring til, at muslimer skal eller kan lyve. Derfor tillod jeg mig blot at spørge Finn Boserup om nytten af en dialog, hvis man automatisk går udfra at ens dialog-partner er fuld af løgn. Og det er vel et ganske rimeligt spørgsmål.
Jeg skal ikke gøre mig klog på de islamiske troslæreres forhold til sandheden. Men jeg tillader mig på baggrund af ovenstående at konkludere, at Finn Boserups forhold til sandheden er mere end bare en kende anspændt.
**************************
Kommentar, 12.07.2006:
1): Arne Notkin har 4 gange svaret mine mails.
Rigtigt.
Men mailenes indhold har dels været at svine mig til, dels forsvare sin nedpriortering af svar til mig.
Det var ikke Arne Notkin jeg ønskde dialog med, men Asmaa Abdol-Hamid.
Der er fortsat ikke svaret på de fire oprindelige ja/nej spørgsmål jeg stillede.
Kan det kaldes dialog?
2): I Arne Notkins ordbog er islamofob = islamhader.
Islamofob betyder direkte oversat "en der frygter islam".
Arne Notkin er tidligere, af mig blevet gjort opmærksom på, at han benytter betegnelsen "islamofob" forkert.
Arne Notkin udråber mig til islamhader imod bedre vidende.
Står "islamhader" i Danmarks Radios ordbog under islamofob?
3): Arne Notkin har ikke opfordret Asmaa til overhovedet ikke at svare mig, blot til ikke at priortere at svare mig indenfor DRs tidsfrister.
Rigtigt.
Men i mail nr. 1 fra Arne Notkin lød det: "Jeg kan ikke love dig, at hun får tid til at svare. Jeg har sagt til hende, at hun ikke behøver at prioritere at svare dig."
I mail nr. 2 fra Arne Notkin (efter min reaktion) bliver det uddybet til: "Jeg har gjort Asmaa opmærksom på, at hun ikke behøver at prioritere et svar til dig inden for den svarfrist, som vi tilstræber."
I indlægget i Nordjyske Stiftstidende bliver det skrevet sammen til een sætning:
"Jeg har blot oplyst Finn Boserup om, at jeg har sagt til Asmaa Abdol-Hamid, ”at hun ikke behøver at prioritere at besvare” hans mail indenfor DRs normale tidsfrist."
Hvem manipulerer her?
Nedpriortering eller frarådning: Asmaa har åbenbart taget nedpriorteringen meget bogstaveligt, for hun har overhovedet ikke svaret mig. Og nu er hun jo ikke længere ansat ved DR, så nu bliver DRs tidsfrister ikke overskredet.
4): Arne Notkin skriver:
"Taqija tolkes af Finn Boserup og andre islamkritikere som en generel religiøs tilladelse eller ligefrem opfordring til, at muslimer skal eller kan lyve."
Rigtigt.
Samme tolkning finder man ved flere islamiske lærde, så der er vel noget om snakken.
5): Arne Notkin har ikke sammenlignet mig med en nazist. Han har blot draget en parallel!
What is the difference?
6): Arne Notkin skriver: "Finn Boserups forhold til sandheden er mere end bare en kende anspændt"
I min ordbog er det det samme som at skrive, at jeg lyver.
Jeg overlader det trygt til Dem, min kære læser, der har gidet følge debatten så langt som hertil, selv at bedømme hvem der lyver og hvem der ikke gør det.
v.h. Finn Boserup ;-)
søndag, april 23, 2006
lørdag, april 08, 2006
Køns-apartheid
Saudi-Arabien: Mænd og kvinder må ikke have fysisk kontakt med hinanden i det offentlige rum, uanset om de er gift eller ej. Derimod ses mænd ofte gå hånd i hånd.
Ved strandpromenaden i Jeddah ses dette skilt der forbyder mænd og kvinder at sidde sammen.
Privatfoto, Boserup
Ved strandpromenaden i Jeddah ses dette skilt der forbyder mænd og kvinder at sidde sammen.
Privatfoto, Boserup
Vejen til Mekka: "No Entry for Non-Moslems"
Hovedvejen til Mekka. Ved check-pointet bliver alle ikke-muslimer henvist til omfartsvejen. Kun muslimer har adgang til Mekka, da "vantro" ikke må besudle dette "hellige" område.
Dit religiøse tilhørsforhold fremgår af dit ID-kort (igama).
Privatfoto, Boserup
Efter 2. verdenskrig var Berlin delt i 4 sektorer, som blev kontrolleret af henholdsvis Sovjetunionen, England, Frankrig og USA. Her er et skilt der gør opmærksom på at man nu forlader den Amerikanske Sektor, underforstået: i den sektor du nu kommer til, gælder sandsynligvis andre regler.
Saudi-Arabien har aldrig ratificeret F.N.´s Deklaration om Menneskerettigheder.
Når man rejser ind i Saudi-Arabien bør der derfor stå et stort skilt:
"Du forlader nu den del af Verden,
hvor FN´s Menneskerettigheder gælder."
Dit religiøse tilhørsforhold fremgår af dit ID-kort (igama).
Privatfoto, Boserup
Efter 2. verdenskrig var Berlin delt i 4 sektorer, som blev kontrolleret af henholdsvis Sovjetunionen, England, Frankrig og USA. Her er et skilt der gør opmærksom på at man nu forlader den Amerikanske Sektor, underforstået: i den sektor du nu kommer til, gælder sandsynligvis andre regler.
Saudi-Arabien har aldrig ratificeret F.N.´s Deklaration om Menneskerettigheder.
Når man rejser ind i Saudi-Arabien bør der derfor stå et stort skilt:
"Du forlader nu den del af Verden,
hvor FN´s Menneskerettigheder gælder."
Nybrud og paradokser
Synspunkt bragt i Jyllands-Posten d. 20-02-2006
Striden om de profetiske tegninger vil ingen ende tage, men allerede nu viser der sig en hel række nybrud og paradokser, der må kalde på forstandige analyser i lang tid fremover.
Konflikten drejer sig jo ikke om ”de brune” mod ”de hvide”, eller muslimer imod de kristne. Ellers ville Laura Bush, Kofi Annan og Vladimir Putin vel ikke kunne forenes i afstandtagen fra disse ”afskyelige” tegninger?
Muhammed kan ikke blot anskues som muslimernes profet, men må også ses i et historisk perspektiv (mens det endnu er tilladt), hvor man afhængigt af egen referenceramme kan hænge betegnelser som guvernør eller krigsherre på ham.
Muhammed blev upopulær ved det etablerede borgerskab i Mekka på grund af sine holdninger, hvorfor han søgte eksil i Medina sammen med sine ligesindede. Her samlede han tilstrækkelig politisk, religiøs og militær magt (blandt andet ved at plyndre karavanerne på vej til Mekka) så han til slut kunne indtage Mekka. Han gav lovene, afsagde domme og deltog nogle gange selv i eksekveringen af dommene.
Nu om dage ville man måske kalde ham for enehersker. Human Rights Watch og Amnesty International ville sikkert bruge andre betegnelser.
Er det Muhammeds status som politiker, der gør at nulevende politikere i deres karrieres efterår, føler sig kaldet til at advokere imod at rokke ved piedestalen Muhammed er hævet på? Er de hændervridende politikere bekymrede for hvordan deres eget eftermæle vil blive forvaltet post mortem? Så er det vel bedre at få sat en stopper for al politisk satire nu hvor lejligheden byder sig!
Inden- og udenlandske smagsdommere står i kø for at tage afstand fra tegningerne, der betegnes som provokerende, stupide, studentikose platheder selv om det intet har med sagens kerne at gøre: Hvis stupiditet og plathed skulle forbydes, så er der en hel del publikationer, radio- og TV-kanaler, kunstmuseer og andet, der burde lukkes.
Vi må belave os på, at ytringer som vi kommer med i vores lille andegård kommer ud til alle hjørner af den globale landsby. Den logiske konsekvens må så omvendt være, at alverdens religiøse eller på anden måde ultimative tabu´er i fremtiden skal gælde i Danmark; for ikke at sige i hele kalifatet.
Et andet paradoks, der hænger i luften er: med hvilken ret kan imamerne i Danmark kræve beskyttelse som en minoritetsgruppe, når de samtidigt forsøger at majorisere sig igennem med 1,2 milliarder påståede trosfæller bag sig?
Og findes der en fornuftig forklaring på, at Folketingets p.t. mest ihærdige beskyttere af religiøse følelser, viser sig at være ateister på venstrefløjen?
EU-modstandere, der ellers er kendt for at være inkarnerede modstandere af suverænitetsafgivelse, vil nu lægge forvaltningen af vores ytringsfrihed i hænderne på religiøse fundamentalister. Men her er de tilsyneladende på bølgelængde med konservative kristne i både USA og Europa-parlamentet, som også gerne ser parlamentarisk immunitet suppleret med religiøs urørlighed.
De 12 forfattere der i efteråret var pikerede over ”tonen” i den danske udlændingedebat har været påfaldende tavse efter gadens parlament ”tændte af” i flere muslimske lande. Forfatterne mangler måske fortsat ord til at beskrive tonelejet i dén kakofoni?
Tilbage til Muhammeds status som historisk person: hvordan ville vores historiebøger mon se ud, hvis andre der op gennem tiderne har prøvet, med sværd i hånd, at udforme og etablere ”det perfekte samfund”, fik tilkendt tidsubegrænset monopol på fortolkningen og beskrivelsen af egen fortræffelighed? Det er ikke rart at tænke på.
Der er sandelig nok af paradokser at tage fat på i kaffeklubber, weblogs og eventuelle kommisioner.
Striden om de profetiske tegninger vil ingen ende tage, men allerede nu viser der sig en hel række nybrud og paradokser, der må kalde på forstandige analyser i lang tid fremover.
Konflikten drejer sig jo ikke om ”de brune” mod ”de hvide”, eller muslimer imod de kristne. Ellers ville Laura Bush, Kofi Annan og Vladimir Putin vel ikke kunne forenes i afstandtagen fra disse ”afskyelige” tegninger?
Muhammed kan ikke blot anskues som muslimernes profet, men må også ses i et historisk perspektiv (mens det endnu er tilladt), hvor man afhængigt af egen referenceramme kan hænge betegnelser som guvernør eller krigsherre på ham.
Muhammed blev upopulær ved det etablerede borgerskab i Mekka på grund af sine holdninger, hvorfor han søgte eksil i Medina sammen med sine ligesindede. Her samlede han tilstrækkelig politisk, religiøs og militær magt (blandt andet ved at plyndre karavanerne på vej til Mekka) så han til slut kunne indtage Mekka. Han gav lovene, afsagde domme og deltog nogle gange selv i eksekveringen af dommene.
Nu om dage ville man måske kalde ham for enehersker. Human Rights Watch og Amnesty International ville sikkert bruge andre betegnelser.
Er det Muhammeds status som politiker, der gør at nulevende politikere i deres karrieres efterår, føler sig kaldet til at advokere imod at rokke ved piedestalen Muhammed er hævet på? Er de hændervridende politikere bekymrede for hvordan deres eget eftermæle vil blive forvaltet post mortem? Så er det vel bedre at få sat en stopper for al politisk satire nu hvor lejligheden byder sig!
Inden- og udenlandske smagsdommere står i kø for at tage afstand fra tegningerne, der betegnes som provokerende, stupide, studentikose platheder selv om det intet har med sagens kerne at gøre: Hvis stupiditet og plathed skulle forbydes, så er der en hel del publikationer, radio- og TV-kanaler, kunstmuseer og andet, der burde lukkes.
Vi må belave os på, at ytringer som vi kommer med i vores lille andegård kommer ud til alle hjørner af den globale landsby. Den logiske konsekvens må så omvendt være, at alverdens religiøse eller på anden måde ultimative tabu´er i fremtiden skal gælde i Danmark; for ikke at sige i hele kalifatet.
Et andet paradoks, der hænger i luften er: med hvilken ret kan imamerne i Danmark kræve beskyttelse som en minoritetsgruppe, når de samtidigt forsøger at majorisere sig igennem med 1,2 milliarder påståede trosfæller bag sig?
Og findes der en fornuftig forklaring på, at Folketingets p.t. mest ihærdige beskyttere af religiøse følelser, viser sig at være ateister på venstrefløjen?
EU-modstandere, der ellers er kendt for at være inkarnerede modstandere af suverænitetsafgivelse, vil nu lægge forvaltningen af vores ytringsfrihed i hænderne på religiøse fundamentalister. Men her er de tilsyneladende på bølgelængde med konservative kristne i både USA og Europa-parlamentet, som også gerne ser parlamentarisk immunitet suppleret med religiøs urørlighed.
De 12 forfattere der i efteråret var pikerede over ”tonen” i den danske udlændingedebat har været påfaldende tavse efter gadens parlament ”tændte af” i flere muslimske lande. Forfatterne mangler måske fortsat ord til at beskrive tonelejet i dén kakofoni?
Tilbage til Muhammeds status som historisk person: hvordan ville vores historiebøger mon se ud, hvis andre der op gennem tiderne har prøvet, med sværd i hånd, at udforme og etablere ”det perfekte samfund”, fik tilkendt tidsubegrænset monopol på fortolkningen og beskrivelsen af egen fortræffelighed? Det er ikke rart at tænke på.
Der er sandelig nok af paradokser at tage fat på i kaffeklubber, weblogs og eventuelle kommisioner.
Forsoning for enhver pris?
Synspunkt i Nordjyske Stiftstidende
Det store modeord for tiden er ”forsoning”, og 60.000 personer her i landet har på en hjemmeside tilkendegivet deres opfordring til forsoning.
Initiativet er al ære værd, men spørgsmålet er om det er mere værd, end den CD-ROM de mange navne er brændt på.
Forsoning kan tolkes på flere måder, hvoraf én kan være at man taler sig tilrette og når en fælles forståelse af problemet, en konsensus. Hvis kun den ene part har i sinde at bøje sig, er der ikke tale om forsoning, men derimod underkastelse.
En anden form for forsoning kunne være at man holder en fest, som nogen har foreslået. Man falder hinanden om halsen og forsøger at glemme eller skjule, hvad det var man var uenige om. Men den slags forsoning ender ofte med, at en eller flere af festdeltagerne vågner op næste morgen med en flov smag i munden – og det oprindelige problem består uændret! Den form for forsoning holder bare indtil næste anledning til en kontrovers.
Mange herboende muslimer er mere end parate til at gå i dialog med ikke-muslimer, så dem er det helt klart ikke noget problem at forsone sig med.
Problemet er bare, at de ikke repræsenterer islam mere end de repræsenterer sig selv. Når muslimer som enkeltpersoner rejser tvivl om konfliktladede dele af islam, risikerer de at blive erklæret som frafaldne, af andre muslimer som mener sig renere i troen. Naser Khader og dr. Wafa Sultan er blot to friske eksempler på dette.
Skal forsoning have nogen reel betydning må den derfor ske mellem dem som er parter i konflikten, og ikke dem som er i klemme i den.
Islamisk Trossamfund har i høj grad markedsført sig selv som representant for den ene side i konflikten, og da en flok amatør-diplomater drog udenlands var det blandt andet for at mobilisere støtte fra Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC.
OIC er en mellemstatslig organisation, der tæller 57 muslimske lande, heriblandt de 11 lande hvis ambassadører forgæves bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Det er OIC, der mødes med FN´s generalsekretær Kofi Annan og EU´s Javier Solana, for at stable fælles erklæringer på benene. OIC må derfor siges at være part i sagen på allerhøjeste niveau.
Og hvilken politik står OIC så for?
I Cairo-deklarationen fra 1990 formulerede udenrigsministrene fra OIC den muslimske verdens bud på menneskerettighederne. Heri hedder det blandt andet:
Forord: Erklæringens mål er at sikre menneskehedens ret til at leve et værdigt liv under sharia.Fundamentale rettigheder og friheder er indeholdt i Guds hellige skrifter, givet af Allah som guddommelige bud til sin sidste profet Muhammed, for at afrunde tidligere åbenbaringer, og derved gøre efterlevelse af dem til en hellig pligt og overtrædelser eller manglende opmærksomhed på dem til en afskyelig synd.
Artikel 1: Alle mennesker nedstammer fra Adam og er underkastet Gud.
Artikel 2a: Man må ikke tage andres liv; dødsstraf ifølge sharia er dog undtaget.
Artikel 2d: Sikkerhed imod mishandling er en garanteret ret. Staten skal vogte denne garanti. Undtagelse: domme ifølge sharia.
Artikel 7b: Forældre har ret til at vælge uddannelse for deres børn, forudsat det sker under hensyntagen til værdier og etiske principper i sharia.
Artikel 10: Islam er den sande religion. Det er forbudt ved tvang, udnyttelse af fattigdom eller dumhed at omvende nogen til andre religioner eller til ateisme.
Artikel 16: Enhver har ret til at nyde frugterne af videnskab, litteratur, kunst og teknologi… forudsat at de ikke er frembragt i modstrid med sharia.
Artikel 19d: Kun forbrydelser og straffe beskrevet i sharia skal gælde.
Artikel 22: Enhver må frit udtrykke sin mening… når det ikke strider mod principperne i sharia.
Artikel 25: Den islamiske sharia er den eneste referenceramme til forklaring og uddybning af enhver artikel i denne deklaration.
Lyder ovenstående tekst som et godt udgangspunkt for forsoning i betydningen konsensus, fælles enighed? Eller er dette et frontalt angreb på vores opfattelse af demokrati, frihed og kulturel diversitet?
Dette er parallelsamfundet ført ud sin yderste konsekvens: et sæt sharia-menneskerettigheder for ”den muslimske verden” (hvad det så end er?), og FN´s menneskerettigheder for resten af verden.
Dette er ikke blot ord på et stykke papir. OIC´s strategi går ud på, så vidt muligt af få sharia indarbejdet i FN´s menneskerettigheder, og sagen om Muhammed-tegningerne bliver brugt som løftestang i den proces.
Uanset om man i øvrigt sympatiserer med den siddende regering eller ej, bør enhver tilhænger af forsoning overveje, om ikke de af hensyn til deres børns og børnebørns frihed er bedst tjent med en regering, der står urokkeligt fast på de demokratiske rettigheder som modsætning til sharia.
Stillet overfor en uforsonelig modpart som OIC, er det direkte farligt for demokratiet og ytringsfriheden at vise det mindste tegn til eftergivenhed.
Det store modeord for tiden er ”forsoning”, og 60.000 personer her i landet har på en hjemmeside tilkendegivet deres opfordring til forsoning.
Initiativet er al ære værd, men spørgsmålet er om det er mere værd, end den CD-ROM de mange navne er brændt på.
Forsoning kan tolkes på flere måder, hvoraf én kan være at man taler sig tilrette og når en fælles forståelse af problemet, en konsensus. Hvis kun den ene part har i sinde at bøje sig, er der ikke tale om forsoning, men derimod underkastelse.
En anden form for forsoning kunne være at man holder en fest, som nogen har foreslået. Man falder hinanden om halsen og forsøger at glemme eller skjule, hvad det var man var uenige om. Men den slags forsoning ender ofte med, at en eller flere af festdeltagerne vågner op næste morgen med en flov smag i munden – og det oprindelige problem består uændret! Den form for forsoning holder bare indtil næste anledning til en kontrovers.
Mange herboende muslimer er mere end parate til at gå i dialog med ikke-muslimer, så dem er det helt klart ikke noget problem at forsone sig med.
Problemet er bare, at de ikke repræsenterer islam mere end de repræsenterer sig selv. Når muslimer som enkeltpersoner rejser tvivl om konfliktladede dele af islam, risikerer de at blive erklæret som frafaldne, af andre muslimer som mener sig renere i troen. Naser Khader og dr. Wafa Sultan er blot to friske eksempler på dette.
Skal forsoning have nogen reel betydning må den derfor ske mellem dem som er parter i konflikten, og ikke dem som er i klemme i den.
Islamisk Trossamfund har i høj grad markedsført sig selv som representant for den ene side i konflikten, og da en flok amatør-diplomater drog udenlands var det blandt andet for at mobilisere støtte fra Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC.
OIC er en mellemstatslig organisation, der tæller 57 muslimske lande, heriblandt de 11 lande hvis ambassadører forgæves bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Det er OIC, der mødes med FN´s generalsekretær Kofi Annan og EU´s Javier Solana, for at stable fælles erklæringer på benene. OIC må derfor siges at være part i sagen på allerhøjeste niveau.
Og hvilken politik står OIC så for?
I Cairo-deklarationen fra 1990 formulerede udenrigsministrene fra OIC den muslimske verdens bud på menneskerettighederne. Heri hedder det blandt andet:
Forord: Erklæringens mål er at sikre menneskehedens ret til at leve et værdigt liv under sharia.Fundamentale rettigheder og friheder er indeholdt i Guds hellige skrifter, givet af Allah som guddommelige bud til sin sidste profet Muhammed, for at afrunde tidligere åbenbaringer, og derved gøre efterlevelse af dem til en hellig pligt og overtrædelser eller manglende opmærksomhed på dem til en afskyelig synd.
Artikel 1: Alle mennesker nedstammer fra Adam og er underkastet Gud.
Artikel 2a: Man må ikke tage andres liv; dødsstraf ifølge sharia er dog undtaget.
Artikel 2d: Sikkerhed imod mishandling er en garanteret ret. Staten skal vogte denne garanti. Undtagelse: domme ifølge sharia.
Artikel 7b: Forældre har ret til at vælge uddannelse for deres børn, forudsat det sker under hensyntagen til værdier og etiske principper i sharia.
Artikel 10: Islam er den sande religion. Det er forbudt ved tvang, udnyttelse af fattigdom eller dumhed at omvende nogen til andre religioner eller til ateisme.
Artikel 16: Enhver har ret til at nyde frugterne af videnskab, litteratur, kunst og teknologi… forudsat at de ikke er frembragt i modstrid med sharia.
Artikel 19d: Kun forbrydelser og straffe beskrevet i sharia skal gælde.
Artikel 22: Enhver må frit udtrykke sin mening… når det ikke strider mod principperne i sharia.
Artikel 25: Den islamiske sharia er den eneste referenceramme til forklaring og uddybning af enhver artikel i denne deklaration.
Lyder ovenstående tekst som et godt udgangspunkt for forsoning i betydningen konsensus, fælles enighed? Eller er dette et frontalt angreb på vores opfattelse af demokrati, frihed og kulturel diversitet?
Dette er parallelsamfundet ført ud sin yderste konsekvens: et sæt sharia-menneskerettigheder for ”den muslimske verden” (hvad det så end er?), og FN´s menneskerettigheder for resten af verden.
Dette er ikke blot ord på et stykke papir. OIC´s strategi går ud på, så vidt muligt af få sharia indarbejdet i FN´s menneskerettigheder, og sagen om Muhammed-tegningerne bliver brugt som løftestang i den proces.
Uanset om man i øvrigt sympatiserer med den siddende regering eller ej, bør enhver tilhænger af forsoning overveje, om ikke de af hensyn til deres børns og børnebørns frihed er bedst tjent med en regering, der står urokkeligt fast på de demokratiske rettigheder som modsætning til sharia.
Stillet overfor en uforsonelig modpart som OIC, er det direkte farligt for demokratiet og ytringsfriheden at vise det mindste tegn til eftergivenhed.
fredag, april 07, 2006
Jeg - en islamofob
Kronik i Nordjyske Stiftstidende 02-04-2006:
Dyb skepsis og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet.
Når argumenterne bliver lidt tynde, så kan man jo altid ty til at latterliggøre sine modstandere eller endnu bedre: sygeliggøre dem. Det ultimative pseudoargument i dagens diskussion er at definere sin opponent som "islamofob".
Fobi betyder sygelig angst. Angst er en ubehagelig følelse af, at der er fare på færde, uden der nødvendigvis behøver være det, i modsætning til frygt, hvor den ubehagelige følelse er rationel og velbegrundet. Doudou Diéne, FN's specialrapportør om racisme skrev i 2004, at islamofobi var et udbredt problem i Europa, og at der foregik en "intellektuel legitimering af praksisen". Islamofobi synes således at være uønsket under alle omstændigheder, uanset om den er sygelig og ubegrundet, eller den er intellektuelt legitimeret og dermed velbegrundet med saglige argumenter! Sygdommen kommer vel snart på WHO's liste over behandlingskrævende lidelser!
Min første kontakt med islam fik jeg i 1988-89, da min kone og jeg boede og arbejdede som sygeplejersker i Jeddah, Saudi-Arabien. Det er også her, den Islamiske Konferenceorganisation O.I.C. har hovedsæde. Min kone havde tidligere arbejdet et år i Taif, Saudi-Arabien, men meget af hvad hun berettede derfra, troede jeg simpelthen ikke var sandt. Hovedparten af de vestlige udlændinge, der arbejder i Saudi-Arabien, bor i såkaldte compounds; klynger af huse, der er spærret af for offentlig adgang med tre meter høje mure for at forhindre indsyn. Her kan man leve i sit luksus-eksil næsten efter vestlige normer. Vi boede derimod i en almindelig boligblok i bydelen Al Hamra i millionbyen Jeddah, hvilket gav os et dybere indblik i livet i et fundamentalistisk samfund.
Det anbefales, at kvinder dækker sig med en abaya fra top til tå. At anbefalinger i Saudi-Arabien bør følges stod klart, efter min hustru fik et rap med en kæp af det religiøse politi "mutaween", da en ankel var blottet i de 30 graders varme. En gang kastede nogle store drenge sten efter hende, fordi hun var vestlig, vel at mærke uden tilstedeværende voksne mænd forsøgte at forhindre det. Skal kvinder ud af huset, foregår det sammen med en ægtemand, far, bror eller søn. Alternativt går kvinder i grupper. Det gav visse logistiske problemer for os, idet min kone dermed reelt havde husarrest, hvis jeg var på arbejde og hun havde fri. Reglen, der angiveligt er til for at beskytte kvinden, sætter hende dermed - om man vil det eller ej - i et afhængighedsforhold til den mand, der er hendes værge.
En lignende afhængighed var vi vidne til hos en af vore kvindelige saudiske kolleger. Hun var fraskilt, men børnene var stadig faderens ejendom. Fatimas højeste ønske var at emigrere til et andet muslimsk land som f.eks. Emiraterne eller Egypten, men da børnene kun stod i faderens pas kunne hun ikke få dem med sig. Hvis hun selv ville forlade landet, krævede det tilladelse fra en mand i hendes familie. Hun var med andre ord låst fast i et mandschauvinistisk netværk.
Før enhver operation på hospitalet skulle der underskrives en samtykkeerklæring. Mænd underskrev naturligvis selv deres erklæring, mens kvinder måtte have samtykke fra deres værge: mand, far, bror… Vi husker især et tilfælde, hvor kvindens liv var i fare, og hendes mand nægtede at skrive under på samtykke til kejsersnit. Han mente, at hvis det gik skævt , ar det Allahs vilje, insj'allah. Der blev arbejdet på højtryk for at finde kvindens broder, som skrev under. Vigtig tid blev spildt, og under hele seancen lå kvinden blot og afventede sin skæbne.
Kvindesynet i Saudi-Arabien bliver begrundet og legitimeret med direkte henvisning til islam. Hver dag var der på statsligt tv en imam, der oplæste og fortolkede et sura fra Koranen. Her kunne man f.eks. høre hvorfor kvinder kun arver halvdelen i forhold til deres brødre, eller hvorfor der skal to kvindelige vidner til at opveje et mandligt vidne i en retssag, etc.
John Lennon havde fuldkommen ret, da han skrev "Woman is the Nigger of the World".
Straffesystemet finder sit grundlag i religionen islam, og det kunne ikke undgå at lejre sig i éns bevidsthed, at man boede i en by, med en central plads, hvor der regelmæssigt blev eksekveret domme som halshugning, stening, stokkeslag eller piskning. Straffe, som hovedparten af den voksne danske befolkning, af den ene eller den anden grund, ville gøre sig fortjent til, hvis Allah fik sin vilje: alkoholbesiddelse, sex før eller udenf or ægteskab, homoseksualitet eller måske at tegne en tegning, der kan opfattes som blasfemisk.
Dødsstraf er lige definitiv og uacceptabel, uanset om den eksekveres i USA, Kina eller i Saudi-Arabien. Men der er den store forskel, at i USA og Kina er institutionen dødsstraf indført af mennesker, og der er derfor håb om at den kan afskaffes af mennesker. I lande med sharia har man dødsstraf som institution, fordi Muhammed benyttede sig af dødsstraf, og muslimer ønsker at leve som Muhammed gjorde. Derfor kan sharia-baseret dødsstraf vanskeligt afskaffes af mennesker, uanset om man bearbejder islamisternes holdning i tre, fem eller syv generationer. Sharia-baseret dødsstraf er også indarbejdet i O.I.C.-landenes bud på de islamiske "menneskerettigheder".
En saudisk kollega på sygehuset gjorde det klart for os, at normernes uforanderlighed er islams stolthed; slet ikke noget man skammer sig over. Så når danske politikere kalder deres normer for middelalderlige, er det ikke noget der bider. Deres system repræsenterer det fuldkomne, det stabile og det endegyldige, mens vore politikere flakser hid og did, som døgnfluer i den store sammenhæng.
I de rejsebreve, vi sendte hjem, skinnede vores afstandtagen til kønspolitikken, menneskesynet og religionens tyranni tydeligt igennem. Også dengang, i slutningen af 80'erne bølgede i Danmark det man kaldte indvandrerdebatten, hvor holdninger til islam, flygtninge og indvandrere blev kørt sammen i en uskøn pærevælling.
Både min kone og jeg er børn af forældre, der gennem hele deres liv har holdt sig til midten i dansk politik; vi har begge været spejdere, hvor vi lærte om FN, tolerance og fredelig sameksistens. Som sygeplejersker er vi nærmest uddannede til at være tolerante og forstående. Hvordan skulle vi håndtere dette dilemma? Hvordan forsvarer man sin indre spejderdreng, når man pludselig ser sig selv slået i hartkorn med angivelig intolerance og fremmedhad, som mest bliver associeret med en af yderfløjene i dansk politik?
For os blev løsningen dengang at se islam som en samfundsdoktrin og ikke som en religion. Derefter blev det meget lettere at have en klar holdning til dogmer og forskrifter der bundede i islam: en politisk retning er det legitimt at tage afstand fra. Religiøse følelser er irrationelle: man kan hverken argumentere for eller imod dem. Ser man derimod islam som en samfundsdoktrin, kan man tage afstand fra ideologien, uden at tage afstand fra menneskene.
Når man på dansk tv ser en ung, saudisk kvinde udtale, at "Muhammed er vor Profet, vort forbillede og vi vil bare leve som han gjorde", så er det besnærende at acceptere dette som dybfølte religiøse følelser. Men man må være klar over, at det er umuligt at sætte spørgsmålstegn ved det totalitære samfund, hun lever i, uden samtidigt at angribe hendes religiøse fundament: Allah har dikteret Koranen til Muhammed, Koranen repræsenterer den eviggyldige sandhed og hun står som muslim over dig som ikke-muslim.
Sekulære demokrater i Vesten, der for tiden har problemer med at finde argumenter, der kan matche disse "religiøse følelser", står i virkeligheden over for samme svære opgave som moderate muslimer i islamiske lande gør: I et muslimsk land kan man dårligt kæmpe for f.eks. kvinders ligestilling eller ophævelse af dødsstraf, uden samtidigt at insinuere, at Muhammed misforstod Allah, da han udstak retningslinierne for det perfekte samfund for 1400 år siden.
Hvis FN eller EU indfører regler, der beskytter religiøse dogmer mere end de beskytter politiske dogmer, er det som at give islamisterne medvind på cykelstierne. En formaliseret beskyttelse af religiøse følelser vil af islamiske fundamentalister kunne misbruges internt til at forfølge "systemkritikere". Når dr. Wafa Sultan under en tv-debat på al Jazeera "live" bliver erklæret for vantro af en såkaldt lærd, så diskuterer man ikke på lige vilkår. Hvis den slags fatwaer i fremtiden skal kunne udstedes med rygdækning i FN, nærmer vi os et skrækscenario, der mest af alt minder om det verdensomspændende kalifat.
Islamisme er en totalitær samfundsdoktrin, som det må stå frit for enhver at tage afstand fra.
Der var relativt gode penge at tjene i Saudi-Arabien dengang, både for sygeplejersker og mælkeproducenter, men frihed er trods alt det bedste guld. Først når man har prøvet at undvære friheden, fornemmer man dens virkelige værdi.
Saudi-Arabien er nok det mest outrerede eksempel på islamisme som statsform, men alle landene i Den Islamiske Konferenceorganisation, O.I.C. bakker op om Cairo-deklarationens sæt af konkurrerende muslimske menneskerettigheder, der udelukkende bygger på Koranen og sharia. Indvendinger imod islam kan sagtens føres på et sagligt plan, der ikke blot er rettet imod skræmmeeksemplet Saudi-Arabien.
Dyb skepsis over for, og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet. På den anden side, hvis antipatien mod islam er velbegrundet bliver den stemplet af FN's specialrapportør for racisme som intellektuel legitimering af islamofobi. Den konverterede kristne afghaner Abdul Rahman, skal nu mentalundersøges. Det samme skal jeg måske engang, idet jeg nu uden blusel erklærer mig som - en islamofob.
Om denne kronik er udtryk for intellektuel legitimering eller syge tanker, vil jeg lade Dem, min gode læser om at afgøre. Selv om ordet "islamofob" oftest bliver udslynget med foragt i stemmen, så vælger jeg som humanist og demokrat at opfatte det som en hædersbevisning, hvis nogen skulle betegne mig som - en islamofob.
Finn Boserup er sygeplejerske. Har boet og arbejdet i Saudi-Arabien som sygeplejerske på et hospital ejet af daværende kong Fahd.
E-mail: tourn@sol.dk
Dyb skepsis og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet.
Når argumenterne bliver lidt tynde, så kan man jo altid ty til at latterliggøre sine modstandere eller endnu bedre: sygeliggøre dem. Det ultimative pseudoargument i dagens diskussion er at definere sin opponent som "islamofob".
Fobi betyder sygelig angst. Angst er en ubehagelig følelse af, at der er fare på færde, uden der nødvendigvis behøver være det, i modsætning til frygt, hvor den ubehagelige følelse er rationel og velbegrundet. Doudou Diéne, FN's specialrapportør om racisme skrev i 2004, at islamofobi var et udbredt problem i Europa, og at der foregik en "intellektuel legitimering af praksisen". Islamofobi synes således at være uønsket under alle omstændigheder, uanset om den er sygelig og ubegrundet, eller den er intellektuelt legitimeret og dermed velbegrundet med saglige argumenter! Sygdommen kommer vel snart på WHO's liste over behandlingskrævende lidelser!
Min første kontakt med islam fik jeg i 1988-89, da min kone og jeg boede og arbejdede som sygeplejersker i Jeddah, Saudi-Arabien. Det er også her, den Islamiske Konferenceorganisation O.I.C. har hovedsæde. Min kone havde tidligere arbejdet et år i Taif, Saudi-Arabien, men meget af hvad hun berettede derfra, troede jeg simpelthen ikke var sandt. Hovedparten af de vestlige udlændinge, der arbejder i Saudi-Arabien, bor i såkaldte compounds; klynger af huse, der er spærret af for offentlig adgang med tre meter høje mure for at forhindre indsyn. Her kan man leve i sit luksus-eksil næsten efter vestlige normer. Vi boede derimod i en almindelig boligblok i bydelen Al Hamra i millionbyen Jeddah, hvilket gav os et dybere indblik i livet i et fundamentalistisk samfund.
Det anbefales, at kvinder dækker sig med en abaya fra top til tå. At anbefalinger i Saudi-Arabien bør følges stod klart, efter min hustru fik et rap med en kæp af det religiøse politi "mutaween", da en ankel var blottet i de 30 graders varme. En gang kastede nogle store drenge sten efter hende, fordi hun var vestlig, vel at mærke uden tilstedeværende voksne mænd forsøgte at forhindre det. Skal kvinder ud af huset, foregår det sammen med en ægtemand, far, bror eller søn. Alternativt går kvinder i grupper. Det gav visse logistiske problemer for os, idet min kone dermed reelt havde husarrest, hvis jeg var på arbejde og hun havde fri. Reglen, der angiveligt er til for at beskytte kvinden, sætter hende dermed - om man vil det eller ej - i et afhængighedsforhold til den mand, der er hendes værge.
En lignende afhængighed var vi vidne til hos en af vore kvindelige saudiske kolleger. Hun var fraskilt, men børnene var stadig faderens ejendom. Fatimas højeste ønske var at emigrere til et andet muslimsk land som f.eks. Emiraterne eller Egypten, men da børnene kun stod i faderens pas kunne hun ikke få dem med sig. Hvis hun selv ville forlade landet, krævede det tilladelse fra en mand i hendes familie. Hun var med andre ord låst fast i et mandschauvinistisk netværk.
Før enhver operation på hospitalet skulle der underskrives en samtykkeerklæring. Mænd underskrev naturligvis selv deres erklæring, mens kvinder måtte have samtykke fra deres værge: mand, far, bror… Vi husker især et tilfælde, hvor kvindens liv var i fare, og hendes mand nægtede at skrive under på samtykke til kejsersnit. Han mente, at hvis det gik skævt , ar det Allahs vilje, insj'allah. Der blev arbejdet på højtryk for at finde kvindens broder, som skrev under. Vigtig tid blev spildt, og under hele seancen lå kvinden blot og afventede sin skæbne.
Kvindesynet i Saudi-Arabien bliver begrundet og legitimeret med direkte henvisning til islam. Hver dag var der på statsligt tv en imam, der oplæste og fortolkede et sura fra Koranen. Her kunne man f.eks. høre hvorfor kvinder kun arver halvdelen i forhold til deres brødre, eller hvorfor der skal to kvindelige vidner til at opveje et mandligt vidne i en retssag, etc.
John Lennon havde fuldkommen ret, da han skrev "Woman is the Nigger of the World".
Straffesystemet finder sit grundlag i religionen islam, og det kunne ikke undgå at lejre sig i éns bevidsthed, at man boede i en by, med en central plads, hvor der regelmæssigt blev eksekveret domme som halshugning, stening, stokkeslag eller piskning. Straffe, som hovedparten af den voksne danske befolkning, af den ene eller den anden grund, ville gøre sig fortjent til, hvis Allah fik sin vilje: alkoholbesiddelse, sex før eller udenf or ægteskab, homoseksualitet eller måske at tegne en tegning, der kan opfattes som blasfemisk.
Dødsstraf er lige definitiv og uacceptabel, uanset om den eksekveres i USA, Kina eller i Saudi-Arabien. Men der er den store forskel, at i USA og Kina er institutionen dødsstraf indført af mennesker, og der er derfor håb om at den kan afskaffes af mennesker. I lande med sharia har man dødsstraf som institution, fordi Muhammed benyttede sig af dødsstraf, og muslimer ønsker at leve som Muhammed gjorde. Derfor kan sharia-baseret dødsstraf vanskeligt afskaffes af mennesker, uanset om man bearbejder islamisternes holdning i tre, fem eller syv generationer. Sharia-baseret dødsstraf er også indarbejdet i O.I.C.-landenes bud på de islamiske "menneskerettigheder".
En saudisk kollega på sygehuset gjorde det klart for os, at normernes uforanderlighed er islams stolthed; slet ikke noget man skammer sig over. Så når danske politikere kalder deres normer for middelalderlige, er det ikke noget der bider. Deres system repræsenterer det fuldkomne, det stabile og det endegyldige, mens vore politikere flakser hid og did, som døgnfluer i den store sammenhæng.
I de rejsebreve, vi sendte hjem, skinnede vores afstandtagen til kønspolitikken, menneskesynet og religionens tyranni tydeligt igennem. Også dengang, i slutningen af 80'erne bølgede i Danmark det man kaldte indvandrerdebatten, hvor holdninger til islam, flygtninge og indvandrere blev kørt sammen i en uskøn pærevælling.
Både min kone og jeg er børn af forældre, der gennem hele deres liv har holdt sig til midten i dansk politik; vi har begge været spejdere, hvor vi lærte om FN, tolerance og fredelig sameksistens. Som sygeplejersker er vi nærmest uddannede til at være tolerante og forstående. Hvordan skulle vi håndtere dette dilemma? Hvordan forsvarer man sin indre spejderdreng, når man pludselig ser sig selv slået i hartkorn med angivelig intolerance og fremmedhad, som mest bliver associeret med en af yderfløjene i dansk politik?
For os blev løsningen dengang at se islam som en samfundsdoktrin og ikke som en religion. Derefter blev det meget lettere at have en klar holdning til dogmer og forskrifter der bundede i islam: en politisk retning er det legitimt at tage afstand fra. Religiøse følelser er irrationelle: man kan hverken argumentere for eller imod dem. Ser man derimod islam som en samfundsdoktrin, kan man tage afstand fra ideologien, uden at tage afstand fra menneskene.
Når man på dansk tv ser en ung, saudisk kvinde udtale, at "Muhammed er vor Profet, vort forbillede og vi vil bare leve som han gjorde", så er det besnærende at acceptere dette som dybfølte religiøse følelser. Men man må være klar over, at det er umuligt at sætte spørgsmålstegn ved det totalitære samfund, hun lever i, uden samtidigt at angribe hendes religiøse fundament: Allah har dikteret Koranen til Muhammed, Koranen repræsenterer den eviggyldige sandhed og hun står som muslim over dig som ikke-muslim.
Sekulære demokrater i Vesten, der for tiden har problemer med at finde argumenter, der kan matche disse "religiøse følelser", står i virkeligheden over for samme svære opgave som moderate muslimer i islamiske lande gør: I et muslimsk land kan man dårligt kæmpe for f.eks. kvinders ligestilling eller ophævelse af dødsstraf, uden samtidigt at insinuere, at Muhammed misforstod Allah, da han udstak retningslinierne for det perfekte samfund for 1400 år siden.
Hvis FN eller EU indfører regler, der beskytter religiøse dogmer mere end de beskytter politiske dogmer, er det som at give islamisterne medvind på cykelstierne. En formaliseret beskyttelse af religiøse følelser vil af islamiske fundamentalister kunne misbruges internt til at forfølge "systemkritikere". Når dr. Wafa Sultan under en tv-debat på al Jazeera "live" bliver erklæret for vantro af en såkaldt lærd, så diskuterer man ikke på lige vilkår. Hvis den slags fatwaer i fremtiden skal kunne udstedes med rygdækning i FN, nærmer vi os et skrækscenario, der mest af alt minder om det verdensomspændende kalifat.
Islamisme er en totalitær samfundsdoktrin, som det må stå frit for enhver at tage afstand fra.
Der var relativt gode penge at tjene i Saudi-Arabien dengang, både for sygeplejersker og mælkeproducenter, men frihed er trods alt det bedste guld. Først når man har prøvet at undvære friheden, fornemmer man dens virkelige værdi.
Saudi-Arabien er nok det mest outrerede eksempel på islamisme som statsform, men alle landene i Den Islamiske Konferenceorganisation, O.I.C. bakker op om Cairo-deklarationens sæt af konkurrerende muslimske menneskerettigheder, der udelukkende bygger på Koranen og sharia. Indvendinger imod islam kan sagtens føres på et sagligt plan, der ikke blot er rettet imod skræmmeeksemplet Saudi-Arabien.
Dyb skepsis over for, og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet. På den anden side, hvis antipatien mod islam er velbegrundet bliver den stemplet af FN's specialrapportør for racisme som intellektuel legitimering af islamofobi. Den konverterede kristne afghaner Abdul Rahman, skal nu mentalundersøges. Det samme skal jeg måske engang, idet jeg nu uden blusel erklærer mig som - en islamofob.
Om denne kronik er udtryk for intellektuel legitimering eller syge tanker, vil jeg lade Dem, min gode læser om at afgøre. Selv om ordet "islamofob" oftest bliver udslynget med foragt i stemmen, så vælger jeg som humanist og demokrat at opfatte det som en hædersbevisning, hvis nogen skulle betegne mig som - en islamofob.
Finn Boserup er sygeplejerske. Har boet og arbejdet i Saudi-Arabien som sygeplejerske på et hospital ejet af daværende kong Fahd.
E-mail: tourn@sol.dk
Abonner på:
Opslag (Atom)