lørdag, april 08, 2006

Forsoning for enhver pris?

Synspunkt i Nordjyske Stiftstidende

Det store modeord for tiden er ”forsoning”, og 60.000 personer her i landet har på en hjemmeside tilkendegivet deres opfordring til forsoning.
Initiativet er al ære værd, men spørgsmålet er om det er mere værd, end den CD-ROM de mange navne er brændt på.

Forsoning kan tolkes på flere måder, hvoraf én kan være at man taler sig tilrette og når en fælles forståelse af problemet, en konsensus. Hvis kun den ene part har i sinde at bøje sig, er der ikke tale om forsoning, men derimod underkastelse.

En anden form for forsoning kunne være at man holder en fest, som nogen har foreslået. Man falder hinanden om halsen og forsøger at glemme eller skjule, hvad det var man var uenige om. Men den slags forsoning ender ofte med, at en eller flere af festdeltagerne vågner op næste morgen med en flov smag i munden – og det oprindelige problem består uændret! Den form for forsoning holder bare indtil næste anledning til en kontrovers.

Mange herboende muslimer er mere end parate til at gå i dialog med ikke-muslimer, så dem er det helt klart ikke noget problem at forsone sig med.
Problemet er bare, at de ikke repræsenterer islam mere end de repræsenterer sig selv. Når muslimer som enkeltpersoner rejser tvivl om konfliktladede dele af islam, risikerer de at blive erklæret som frafaldne, af andre muslimer som mener sig renere i troen. Naser Khader og dr. Wafa Sultan er blot to friske eksempler på dette.

Skal forsoning have nogen reel betydning må den derfor ske mellem dem som er parter i konflikten, og ikke dem som er i klemme i den.

Islamisk Trossamfund har i høj grad markedsført sig selv som representant for den ene side i konflikten, og da en flok amatør-diplomater drog udenlands var det blandt andet for at mobilisere støtte fra Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC.

OIC er en mellemstatslig organisation, der tæller 57 muslimske lande, heriblandt de 11 lande hvis ambassadører forgæves bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Det er OIC, der mødes med FN´s generalsekretær Kofi Annan og EU´s Javier Solana, for at stable fælles erklæringer på benene. OIC må derfor siges at være part i sagen på allerhøjeste niveau.
Og hvilken politik står OIC så for?

I Cairo-deklarationen fra 1990 formulerede udenrigsministrene fra OIC den muslimske verdens bud på menneskerettighederne. Heri hedder det blandt andet:

Forord: Erklæringens mål er at sikre menneskehedens ret til at leve et værdigt liv under sharia.Fundamentale rettigheder og friheder er indeholdt i Guds hellige skrifter, givet af Allah som guddommelige bud til sin sidste profet Muhammed, for at afrunde tidligere åbenbaringer, og derved gøre efterlevelse af dem til en hellig pligt og overtrædelser eller manglende opmærksomhed på dem til en afskyelig synd.

Artikel 1: Alle mennesker nedstammer fra Adam og er underkastet Gud.

Artikel 2a: Man må ikke tage andres liv; dødsstraf ifølge sharia er dog undtaget.

Artikel 2d: Sikkerhed imod mishandling er en garanteret ret. Staten skal vogte denne garanti. Undtagelse: domme ifølge sharia.

Artikel 7b: Forældre har ret til at vælge uddannelse for deres børn, forudsat det sker under hensyntagen til værdier og etiske principper i sharia.

Artikel 10: Islam er den sande religion. Det er forbudt ved tvang, udnyttelse af fattigdom eller dumhed at omvende nogen til andre religioner eller til ateisme.

Artikel 16: Enhver har ret til at nyde frugterne af videnskab, litteratur, kunst og teknologi… forudsat at de ikke er frembragt i modstrid med sharia.

Artikel 19d: Kun forbrydelser og straffe beskrevet i sharia skal gælde.

Artikel 22: Enhver må frit udtrykke sin mening… når det ikke strider mod principperne i sharia.

Artikel 25: Den islamiske sharia er den eneste referenceramme til forklaring og uddybning af enhver artikel i denne deklaration.

Lyder ovenstående tekst som et godt udgangspunkt for forsoning i betydningen konsensus, fælles enighed? Eller er dette et frontalt angreb på vores opfattelse af demokrati, frihed og kulturel diversitet?

Dette er parallelsamfundet ført ud sin yderste konsekvens: et sæt sharia-menneskerettigheder for ”den muslimske verden” (hvad det så end er?), og FN´s menneskerettigheder for resten af verden.

Dette er ikke blot ord på et stykke papir. OIC´s strategi går ud på, så vidt muligt af få sharia indarbejdet i FN´s menneskerettigheder, og sagen om Muhammed-tegningerne bliver brugt som løftestang i den proces.

Uanset om man i øvrigt sympatiserer med den siddende regering eller ej, bør enhver tilhænger af forsoning overveje, om ikke de af hensyn til deres børns og børnebørns frihed er bedst tjent med en regering, der står urokkeligt fast på de demokratiske rettigheder som modsætning til sharia.

Stillet overfor en uforsonelig modpart som OIC, er det direkte farligt for demokratiet og ytringsfriheden at vise det mindste tegn til eftergivenhed.

Ingen kommentarer: