Nybrud og paradokser

Synspunkt bragt i Jyllands-Posten d. 20-02-2006

Striden om de profetiske tegninger vil ingen ende tage, men allerede nu viser der sig en hel række nybrud og paradokser, der må kalde på forstandige analyser i lang tid fremover.

Konflikten drejer sig jo ikke om ”de brune” mod ”de hvide”, eller muslimer imod de kristne. Ellers ville Laura Bush, Kofi Annan og Vladimir Putin vel ikke kunne forenes i afstandtagen fra disse ”afskyelige” tegninger?

Muhammed kan ikke blot anskues som muslimernes profet, men må også ses i et historisk perspektiv (mens det endnu er tilladt), hvor man afhængigt af egen referenceramme kan hænge betegnelser som guvernør eller krigsherre på ham.

Muhammed blev upopulær ved det etablerede borgerskab i Mekka på grund af sine holdninger, hvorfor han søgte eksil i Medina sammen med sine ligesindede. Her samlede han tilstrækkelig politisk, religiøs og militær magt (blandt andet ved at plyndre karavanerne på vej til Mekka) så han til slut kunne indtage Mekka. Han gav lovene, afsagde domme og deltog nogle gange selv i eksekveringen af dommene.

Nu om dage ville man måske kalde ham for enehersker. Human Rights Watch og Amnesty International ville sikkert bruge andre betegnelser.

Er det Muhammeds status som politiker, der gør at nulevende politikere i deres karrieres efterår, føler sig kaldet til at advokere imod at rokke ved piedestalen Muhammed er hævet på? Er de hændervridende politikere bekymrede for hvordan deres eget eftermæle vil blive forvaltet post mortem? Så er det vel bedre at få sat en stopper for al politisk satire nu hvor lejligheden byder sig!

Inden- og udenlandske smagsdommere står i kø for at tage afstand fra tegningerne, der betegnes som provokerende, stupide, studentikose platheder selv om det intet har med sagens kerne at gøre: Hvis stupiditet og plathed skulle forbydes, så er der en hel del publikationer, radio- og TV-kanaler, kunstmuseer og andet, der burde lukkes.

Vi må belave os på, at ytringer som vi kommer med i vores lille andegård kommer ud til alle hjørner af den globale landsby. Den logiske konsekvens må så omvendt være, at alverdens religiøse eller på anden måde ultimative tabu´er i fremtiden skal gælde i Danmark; for ikke at sige i hele kalifatet.

Et andet paradoks, der hænger i luften er: med hvilken ret kan imamerne i Danmark kræve beskyttelse som en minoritetsgruppe, når de samtidigt forsøger at majorisere sig igennem med 1,2 milliarder påståede trosfæller bag sig?

Og findes der en fornuftig forklaring på, at Folketingets p.t. mest ihærdige beskyttere af religiøse følelser, viser sig at være ateister på venstrefløjen?

EU-modstandere, der ellers er kendt for at være inkarnerede modstandere af suverænitetsafgivelse, vil nu lægge forvaltningen af vores ytringsfrihed i hænderne på religiøse fundamentalister. Men her er de tilsyneladende på bølgelængde med konservative kristne i både USA og Europa-parlamentet, som også gerne ser parlamentarisk immunitet suppleret med religiøs urørlighed.

De 12 forfattere der i efteråret var pikerede over ”tonen” i den danske udlændingedebat har været påfaldende tavse efter gadens parlament ”tændte af” i flere muslimske lande. Forfatterne mangler måske fortsat ord til at beskrive tonelejet i dén kakofoni?

Tilbage til Muhammeds status som historisk person: hvordan ville vores historiebøger mon se ud, hvis andre der op gennem tiderne har prøvet, med sværd i hånd, at udforme og etablere ”det perfekte samfund”, fik tilkendt tidsubegrænset monopol på fortolkningen og beskrivelsen af egen fortræffelighed? Det er ikke rart at tænke på.

Der er sandelig nok af paradokser at tage fat på i kaffeklubber, weblogs og eventuelle kommisioner.