Kronik i Nordjyske Stiftstidende 02-04-2006:
Dyb skepsis og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet.
Når argumenterne bliver lidt tynde, så kan man jo altid ty til at latterliggøre sine modstandere eller endnu bedre: sygeliggøre dem. Det ultimative pseudoargument i dagens diskussion er at definere sin opponent som "islamofob".
Fobi betyder sygelig angst. Angst er en ubehagelig følelse af, at der er fare på færde, uden der nødvendigvis behøver være det, i modsætning til frygt, hvor den ubehagelige følelse er rationel og velbegrundet. Doudou Diéne, FN's specialrapportør om racisme skrev i 2004, at islamofobi var et udbredt problem i Europa, og at der foregik en "intellektuel legitimering af praksisen". Islamofobi synes således at være uønsket under alle omstændigheder, uanset om den er sygelig og ubegrundet, eller den er intellektuelt legitimeret og dermed velbegrundet med saglige argumenter! Sygdommen kommer vel snart på WHO's liste over behandlingskrævende lidelser!
Min første kontakt med islam fik jeg i 1988-89, da min kone og jeg boede og arbejdede som sygeplejersker i Jeddah, Saudi-Arabien. Det er også her, den Islamiske Konferenceorganisation O.I.C. har hovedsæde. Min kone havde tidligere arbejdet et år i Taif, Saudi-Arabien, men meget af hvad hun berettede derfra, troede jeg simpelthen ikke var sandt. Hovedparten af de vestlige udlændinge, der arbejder i Saudi-Arabien, bor i såkaldte compounds; klynger af huse, der er spærret af for offentlig adgang med tre meter høje mure for at forhindre indsyn. Her kan man leve i sit luksus-eksil næsten efter vestlige normer. Vi boede derimod i en almindelig boligblok i bydelen Al Hamra i millionbyen Jeddah, hvilket gav os et dybere indblik i livet i et fundamentalistisk samfund.
Det anbefales, at kvinder dækker sig med en abaya fra top til tå. At anbefalinger i Saudi-Arabien bør følges stod klart, efter min hustru fik et rap med en kæp af det religiøse politi "mutaween", da en ankel var blottet i de 30 graders varme. En gang kastede nogle store drenge sten efter hende, fordi hun var vestlig, vel at mærke uden tilstedeværende voksne mænd forsøgte at forhindre det. Skal kvinder ud af huset, foregår det sammen med en ægtemand, far, bror eller søn. Alternativt går kvinder i grupper. Det gav visse logistiske problemer for os, idet min kone dermed reelt havde husarrest, hvis jeg var på arbejde og hun havde fri. Reglen, der angiveligt er til for at beskytte kvinden, sætter hende dermed - om man vil det eller ej - i et afhængighedsforhold til den mand, der er hendes værge.
En lignende afhængighed var vi vidne til hos en af vore kvindelige saudiske kolleger. Hun var fraskilt, men børnene var stadig faderens ejendom. Fatimas højeste ønske var at emigrere til et andet muslimsk land som f.eks. Emiraterne eller Egypten, men da børnene kun stod i faderens pas kunne hun ikke få dem med sig. Hvis hun selv ville forlade landet, krævede det tilladelse fra en mand i hendes familie. Hun var med andre ord låst fast i et mandschauvinistisk netværk.
Før enhver operation på hospitalet skulle der underskrives en samtykkeerklæring. Mænd underskrev naturligvis selv deres erklæring, mens kvinder måtte have samtykke fra deres værge: mand, far, bror… Vi husker især et tilfælde, hvor kvindens liv var i fare, og hendes mand nægtede at skrive under på samtykke til kejsersnit. Han mente, at hvis det gik skævt , ar det Allahs vilje, insj'allah. Der blev arbejdet på højtryk for at finde kvindens broder, som skrev under. Vigtig tid blev spildt, og under hele seancen lå kvinden blot og afventede sin skæbne.
Kvindesynet i Saudi-Arabien bliver begrundet og legitimeret med direkte henvisning til islam. Hver dag var der på statsligt tv en imam, der oplæste og fortolkede et sura fra Koranen. Her kunne man f.eks. høre hvorfor kvinder kun arver halvdelen i forhold til deres brødre, eller hvorfor der skal to kvindelige vidner til at opveje et mandligt vidne i en retssag, etc.
John Lennon havde fuldkommen ret, da han skrev "Woman is the Nigger of the World".
Straffesystemet finder sit grundlag i religionen islam, og det kunne ikke undgå at lejre sig i éns bevidsthed, at man boede i en by, med en central plads, hvor der regelmæssigt blev eksekveret domme som halshugning, stening, stokkeslag eller piskning. Straffe, som hovedparten af den voksne danske befolkning, af den ene eller den anden grund, ville gøre sig fortjent til, hvis Allah fik sin vilje: alkoholbesiddelse, sex før eller udenf or ægteskab, homoseksualitet eller måske at tegne en tegning, der kan opfattes som blasfemisk.
Dødsstraf er lige definitiv og uacceptabel, uanset om den eksekveres i USA, Kina eller i Saudi-Arabien. Men der er den store forskel, at i USA og Kina er institutionen dødsstraf indført af mennesker, og der er derfor håb om at den kan afskaffes af mennesker. I lande med sharia har man dødsstraf som institution, fordi Muhammed benyttede sig af dødsstraf, og muslimer ønsker at leve som Muhammed gjorde. Derfor kan sharia-baseret dødsstraf vanskeligt afskaffes af mennesker, uanset om man bearbejder islamisternes holdning i tre, fem eller syv generationer. Sharia-baseret dødsstraf er også indarbejdet i O.I.C.-landenes bud på de islamiske "menneskerettigheder".
En saudisk kollega på sygehuset gjorde det klart for os, at normernes uforanderlighed er islams stolthed; slet ikke noget man skammer sig over. Så når danske politikere kalder deres normer for middelalderlige, er det ikke noget der bider. Deres system repræsenterer det fuldkomne, det stabile og det endegyldige, mens vore politikere flakser hid og did, som døgnfluer i den store sammenhæng.
I de rejsebreve, vi sendte hjem, skinnede vores afstandtagen til kønspolitikken, menneskesynet og religionens tyranni tydeligt igennem. Også dengang, i slutningen af 80'erne bølgede i Danmark det man kaldte indvandrerdebatten, hvor holdninger til islam, flygtninge og indvandrere blev kørt sammen i en uskøn pærevælling.
Både min kone og jeg er børn af forældre, der gennem hele deres liv har holdt sig til midten i dansk politik; vi har begge været spejdere, hvor vi lærte om FN, tolerance og fredelig sameksistens. Som sygeplejersker er vi nærmest uddannede til at være tolerante og forstående. Hvordan skulle vi håndtere dette dilemma? Hvordan forsvarer man sin indre spejderdreng, når man pludselig ser sig selv slået i hartkorn med angivelig intolerance og fremmedhad, som mest bliver associeret med en af yderfløjene i dansk politik?
For os blev løsningen dengang at se islam som en samfundsdoktrin og ikke som en religion. Derefter blev det meget lettere at have en klar holdning til dogmer og forskrifter der bundede i islam: en politisk retning er det legitimt at tage afstand fra. Religiøse følelser er irrationelle: man kan hverken argumentere for eller imod dem. Ser man derimod islam som en samfundsdoktrin, kan man tage afstand fra ideologien, uden at tage afstand fra menneskene.
Når man på dansk tv ser en ung, saudisk kvinde udtale, at "Muhammed er vor Profet, vort forbillede og vi vil bare leve som han gjorde", så er det besnærende at acceptere dette som dybfølte religiøse følelser. Men man må være klar over, at det er umuligt at sætte spørgsmålstegn ved det totalitære samfund, hun lever i, uden samtidigt at angribe hendes religiøse fundament: Allah har dikteret Koranen til Muhammed, Koranen repræsenterer den eviggyldige sandhed og hun står som muslim over dig som ikke-muslim.
Sekulære demokrater i Vesten, der for tiden har problemer med at finde argumenter, der kan matche disse "religiøse følelser", står i virkeligheden over for samme svære opgave som moderate muslimer i islamiske lande gør: I et muslimsk land kan man dårligt kæmpe for f.eks. kvinders ligestilling eller ophævelse af dødsstraf, uden samtidigt at insinuere, at Muhammed misforstod Allah, da han udstak retningslinierne for det perfekte samfund for 1400 år siden.
Hvis FN eller EU indfører regler, der beskytter religiøse dogmer mere end de beskytter politiske dogmer, er det som at give islamisterne medvind på cykelstierne. En formaliseret beskyttelse af religiøse følelser vil af islamiske fundamentalister kunne misbruges internt til at forfølge "systemkritikere". Når dr. Wafa Sultan under en tv-debat på al Jazeera "live" bliver erklæret for vantro af en såkaldt lærd, så diskuterer man ikke på lige vilkår. Hvis den slags fatwaer i fremtiden skal kunne udstedes med rygdækning i FN, nærmer vi os et skrækscenario, der mest af alt minder om det verdensomspændende kalifat.
Islamisme er en totalitær samfundsdoktrin, som det må stå frit for enhver at tage afstand fra.
Der var relativt gode penge at tjene i Saudi-Arabien dengang, både for sygeplejersker og mælkeproducenter, men frihed er trods alt det bedste guld. Først når man har prøvet at undvære friheden, fornemmer man dens virkelige værdi.
Saudi-Arabien er nok det mest outrerede eksempel på islamisme som statsform, men alle landene i Den Islamiske Konferenceorganisation, O.I.C. bakker op om Cairo-deklarationens sæt af konkurrerende muslimske menneskerettigheder, der udelukkende bygger på Koranen og sharia. Indvendinger imod islam kan sagtens føres på et sagligt plan, der ikke blot er rettet imod skræmmeeksemplet Saudi-Arabien.
Dyb skepsis over for, og afstandtagen fra islam som politisk retning er ikke nødvendigvis sygelig eller ubegrundet. På den anden side, hvis antipatien mod islam er velbegrundet bliver den stemplet af FN's specialrapportør for racisme som intellektuel legitimering af islamofobi. Den konverterede kristne afghaner Abdul Rahman, skal nu mentalundersøges. Det samme skal jeg måske engang, idet jeg nu uden blusel erklærer mig som - en islamofob.
Om denne kronik er udtryk for intellektuel legitimering eller syge tanker, vil jeg lade Dem, min gode læser om at afgøre. Selv om ordet "islamofob" oftest bliver udslynget med foragt i stemmen, så vælger jeg som humanist og demokrat at opfatte det som en hædersbevisning, hvis nogen skulle betegne mig som - en islamofob.
Finn Boserup er sygeplejerske. Har boet og arbejdet i Saudi-Arabien som sygeplejerske på et hospital ejet af daværende kong Fahd.
E-mail: tourn@sol.dk
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Præcis. Det er en god og indsigtsfuld analyse af et samfund og dets værdier. Ofte har jeg siddet med venner der rejser en del og diskuteret 2kulturproblemer" eller menneskesyn. Jeg bliver altid revet i næsen med deres erfaringer der i kampens hede bliver ophævet til sandheder om "det hele". Og jeg tænker altid på Skjold-Hansens i TV-serien Matador der også beundrer de fremskridt de ser i Hitlers Tyskland på deres mange rejser dertil (når de besøger deres datter Iben der skal giftes med Heinrich). Dernede er der orden i tingene, der bliver de satme sat til at bestille noget, der er ligesom mere svung over det, som de siger. Men det er Iben der gennemskuer hvad der foregår bag facaden. Og det hun ser leder til den samme konklusion som den Dr. Hansen og Elisabeth Friis kommer til fra deres lænestole. Iben erfarer rædslerne som vidne, Hansen og Friis regner den ud fra det de læser og det de kan tænke sig til når de analyserer Hitlers og facismens menneskesyn. Men sådanne analyser er ikke i høj kurs, de ligner sure rønnebær.
Peter
Præcis. Det er en god og indsigtsfuld analyse af et samfund og dets værdier. Ofte har jeg siddet med venner der rejser en del og diskuteret 2kulturproblemer" eller menneskesyn. Jeg bliver altid revet i næsen med deres erfaringer der i kampens hede bliver ophævet til sandheder om "det hele". Og jeg tænker altid på Skjold-Hansens i TV-serien Matador der også beundrer de fremskridt de ser i Hitlers Tyskland på deres mange rejser dertil (når de besøger deres datter Iben der skal giftes med Heinrich). Dernede er der orden i tingene, der bliver de satme sat til at bestille noget, der er ligesom mere svung over det, som de siger. Men det er Iben der gennemskuer hvad der foregår bag facaden. Og det hun ser leder til den samme konklusion som den Dr. Hansen og Elisabeth Friis kommer til fra deres lænestole. Iben erfarer rædslerne som vidne, Hansen og Friis regner den ud fra det de læser og det de kan tænke sig til når de analyserer Hitlers og facismens menneskesyn. Men sådanne analyser er ikke i høj kurs, de ligner sure rønnebær.
Peter
Glimrende beretning, der burde aabne fleres øjne for islams vederstyggeligheder.
Hey,
very interesting reading. Not news to me but good to have a Western witness.
Could you perhaps write this in English also? Would be nice to have!
Mycket bra!
Trevlig pingst!
Hilsen
Fröken Sverige
Haha, du har totalt misforstået alt det som er sket. Du har været offer for den såkaldte "wahabisme", som er en sygelig retning indenfor Islam, der mener at hvis man dræber 5 shiamuslimer kommer man i himlen. De er så "ortodokse", at de følger nogle hadith som muslimerne er enige om er det pure opsind!
Så du må gerne kalde dig selv for islamofob, men i virkeligheden er du wahabifob. Hehe, jeg kan ikke lade være med at grine, men jeg synes også det er syndt, at du har gået glip af sådan en smuk og fredelig religion, der går ind for langt større menneskerettigheder end i Europa, til fordel for wahabiernes jerngreb om Saudi-Arabien. Alle de ting du og din kone har oplevet er måske udtryk for hvordan nogle wahabier fortolker nogle underlige hadiths og laver underlige koranfortolkninger.
Men du er uviden. Du tror at alle muslimer har en bestemt fortolkning af koranen de følger og en bestemt sæt hadith de skal følge. Stakkels dig. Mon du nogensinde kommer til at studere det, eller vil du fjerne dig fra det, nu du har en "fobi" mod det?
Men du er humanist, så du går ind for en diskussion. Så vil jeg gerne bede dig diskutere med en normal muslim, og IKKE en wahabi eller uviden muslim. Tak.
(og ham der kaldte dr.'en for vantro på al-jazeera... ja... du gættede det... wahabi )
Send en kommentar